Norskov samlede 3.000 tilskuere på Paradiskajen
- Der har ikke været så meget gang i den på Paradiskajen, siden jeg som 17-årig væltede på min cykel og brækkede mig. Det var lige derovre, smilte konferencier Jens Gaardbo.
Ordene faldt mandag aften for øjnene af vel omkring 3.000 mennesker, som var samlet til storskærms-premiere på første afsnit af TV2's dyreste satsning i 2015, dramaserien Norskov, der er optaget i Frederikshavn.
Nyhedsværten Jens Gaardbo var et perfekt valg på denne for Frederikshavn meget festlige aften. Den charmerende frederikshavner var klædt fint på til opgaven. Det viste han blandt andet, da han drillede Norskovs borgmester, spillet af Claus Riis Østergaard. Han er opvokset i Aalborg-forstaden Vestbjerg, og derfor nød publikum, at Jens Gaardbo på typisk frederikshavnsk vis diskret fik nævnt Frederikshavns to ishockeysejre i weekenden over Aalborg.
Underholdningen begyndte allerede kl. 17.00 på Paradiskajen, og folk var flinke til at møde tidligt op. Kl. 18.30 sendte Go'aften Danmark direkte fra Paradiskajen med Michèle Bellaiche som vært, og kl. 19.00 spillede Vild med dans-bandet The Antonelli Orchestra featuring Mattias Kolstrup fra Dúné, som har lavet musikken til Norskov, og Lars Lilholt.
Inden første afsnit blev sendt, interviewede Jens Gaardbo flere af skuespillerne. Mathias Käki Jørgensen - den unge frederikshavner, der har rollen som ishockeytalentet Oliver i serien - blev af Jens Gaardbo udnævnt til "Frederikshavns svar på Harrison Ford". Borgmester Birgit Hansen var den sidste gæst, som Gaardbo nåede at tale med, inden manuskriptforfatter Dunja Gry Jensen fik ordet. Hun takkede Frederikshavn og alle de dygtige statister.
Og så begyndte første afsnit. Vi fik serveret 42 minutter med narko, fede hockeyscener, løgn, sex, nordjysk lune, flotte billeder fra Frederikshavn, humor med mere. Det tegner virkelig lovende. Fuldt fortjent valgt publikum på Paradiskajen at klappe taktfast efter første afsnit.
Til Norskov-teamet: Bliver der en sæson to, så få lige skrevet Jens Gaardbo ind i manuskriptet. Han vil klæde Norskov.