Når en mælkebøtte er en troldheks
De vælter frem i øjeblikket, og har helt ideelle vilkår med regnvejr den ene dag efterfulgt af solskin den næste. Med deres meget markante gule farve er de et smukt syn på markerne og i grøftekanten langs landevejen, men samtidig kan de være en hver haveejers største mareridt i græsplænen. Som barn har vi alle pustet til støvdragerne, når afblomstringen er sket og set hvordan vinden tager disse og fører dem af sted.
Den latinske betegnelse er Taraxacum og planten er i slægt med stauder med pælerod og der findes alene i Danmark omkring 400 forskellige arter af den. Det er naturligvis mælkebøtten, der her tænkes på. Den er også kendt som løvetand, og går desuden under forskellige navne i det danske lokalsprog.
Heroppe nordpå kalder vi den også en troldheks, og skribenten her måtte sande, at et familiemedlem fra den anden del af landet kiggede måbende, da snakken faldt på, at der var mange af disse troldhekse i plænen. Det havde han nemlig aldrig hørt om før.
Ergo er denne betegnelse af samme slags faktum, at der skal flødeskum på en brunsviger. Det bruger man nemlig ikke der, hvor han kommer. Heroppe nordpå ved vi også godt, hvad det betyder at være kav eller træls. Det er i hvert fald træls, at man skal døje med at hive troldhekse op af græsplænen.