Gå til hoved-indhold
03. maj 2024 - kl. 19.05

Markant erhvervsprofil indtræder i turistbestyrelse 

  • 1 af 1
    Tom Boye, direktør for Ruths Hotel i Gl. Skagen, blev valgt ind i Toppen af Danmarks bestyrelse.
Af: Michael Frederiksen

Toppen af Danmark har afviklet årets generalforsamling på Skagen Harbour Hotel. Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig, og der er kommet en kendt erhvervsprofil på holdet.

Cirka 50 veloplagte deltagere var mødt op til årets generalforsamling i turistforeningen Toppen af Danmark, og der blev taget godt imod fremlæggelserne, der blandt andet bød på et kig ind i planerne for det kommende år.

Her har turistforeningen fokus på udviklingen af egne events i samarbejde med medlemmerne, og der blev fremlagt en plan for styrkelse af portalen på Toppenafdanmark.dk.

Blandt nyhederne var også fremlæggelse af en ny digital byguide for Sæby, Frederikshavn, Strandby, Aalbæk og Skagen. Ligesom turistdirektør Nicolai J Nissen fortalte om, hvordan Toppen af Danmark vil være med til at binde Vendsyssel endnu mere sammen i sit samarbejde med kolleger, organisationer og sine medlemmer på tværs af Vendsyssel.

Der blev også givet eksempler på værdien af krydstogtsanløb, og alle fik et kig ind i maskinrummet i turistforeningens eventafdeling.

Tre bestyrelsesmedlemmer var på valg. Det var Signe Larsen, Bruno Rytter og Søren Mejlvang. De blev genvalgt for en periode på to år. Steen Thygesen blev også genvalgt for et år som suppleant.

Jacob Thorup Larsen og Ulla Mosich var ikke på valg i år, og sidstnævnte blev ved konstitueringen genvalgt som formand.

Derudover blev der valgt en ny markant profil til bestyrelsen hos turistforeningen i skikkelse af den kendte erhvervsmand Tom Boye, der udover at have et imponerende erfaringsgrundlag fra turist- og hotelbranchen internationalt er direktør for det ikoniske 5-stjernede Ruths Hotel i Gl. Skagen.

- Det glæder os, at Tom vil lægge kræfter i bestyrelsesarbejdet og sammen med den øvrige bestyrelse og de dygtige ansatte være med til at arbejde for vores fælles mål om bæredygtig helårsturisme og være med til at synliggøre nødvendighden af en stærk turistforening i Toppen af Danmark, udtaler bestyrelsesformand Ulla Mosich.

Turistdirektør Nicolai J Nissen supplerer:

- Vi arbejder for vores medlemmer, og derfor er det også meget værd, at vi har en erfaren bestyrelse med mange års solid erfaring fra flere af de brancher, vi arbejder med. Derfor glæder jeg mig også over, at vi har fået endnu en god sparringspartner i Tom Boye.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...