Gå til hoved-indhold
03. maj 2024 - kl. 06.05

Jesper Thörnberg skifter fra Herning Blue Fox til White Hawks

  • 1 af 1
    Sportschef Kasper Kristensen: - Ingen tvivl om, at vi de sidste par år har manglet en målsluger, og med den historik vi kender fra Thörnbergs side, er vi ikke i tvivl om, at vi har fundet netop den profil, vi har manglet.
Af: Michael Frederiksen

Den 33-årige svensker Jesper Thörnberg har sat sin signatur på en et-årig aftale med Frederikshavn White Hawks. Jesper Thörnberg er særdeles godt kendt i den danske liga, hvor han med kæmpe succes har spillet i Herlev, Odense og senest Herning Blue Fox.

Han har altid været garant for masser af mål og assister og har på den måde været en iøjnefaldende skikkelse i mange af de klubber, han har repræsenteret. 211 point har han leveret i de tre danske klubber, hvilket er kommet i stand på under fire sæsoner. 

Senest blev det til 62 point (27+35) i 47 kampe i grundspillet for Herning Blue Fox. Sæsonen inden lavede han 45 point (18+27) i 47 kampe for Odense Bulldogs.

- Vi er enormt stolte af, at vi har kunne hente en så stor profil som Jesper Thörnberg til White Hawks. Ingen tvivl om, at vi de sidste par år har manglet en målsluger, og med den historik vi kender fra Thörnbergs side, er vi ikke i tvivl om, at vi har fundet netop den profil, vi har manglet. Vi har fulgt hans karriere, siden han første gang kom til Danmark i 2018, og derfor ved vi også, hvad vi får. Han bliver en værdifuld brik i det puslespil at få samlet et slagkraftigt mandskab til den kommende sæson, så vi igen kan komme med i slutspillet. Vi vil gerne igen spille en afgørende rolle i Metal Ligaen og være med om de sjove placeringer, udtaler sportschef Kasper Kristensen, White Hawks.

Selv siger Jesper Thörnberg om kontrakten med White Hawks:

- Jeg glæder mig meget til at spille for White Hawks i den kommende sæson. Jeg kender jo indgående til Metal Ligaen og ser frem til at fortsætte min karriere i Danmark. Det bliver spændende at lære byen, klubben og fansene at kende.

Jesper Thörnberg ankommer til byen i begyndelsen af august.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...