HG Electric udvider med ny afdeling i Hjørring
HG Electric, der netop har bygget nyt hovedsæde på havnen i Frederikshavn, har nu også åbnet en afdeling på Frilandsvej i Hjørring.
- Lokalerne har i de seneste mange år huset en elektriker, som nu er flyttet i nye lokaler, så faciliteterne er nøjagtig, som vi kunne tænke os, når vi nu starter lokal afdeling i Hjørring, fortæller administrerende direktør Brian Enevoldsen.
Martin Horsevad blev 1. december ansat til at repræsentere HG Electric i Hjørring, og det går så godt, at firmaet har ansat endnu en medarbejder, nemlig Peter Horsevad.
Martin Horsevad har tidligere haft sin egen lille virksomhed. Han er uddannet elektriker, men læser i øjeblikket til el-mester/installatør på EUC. Peter Horsevad er elektrikersvend og bror til Martin.
- De udgør et stærkt team og har også tidligere arbejdet sammen, oplyser Brian Enevoldsen.
Martin Horsevad er specialist i grøn energi, og han har derfor meget at byde ind med, når HG Electric i dag og i morgen deltager i Forårsmesssen i Arena Nord.
- Vores "slogan" på messen er: HG Electric – hvor hav, land, sol og vind mødes. Vi vil blandt andet præsentere effektive solceller og en revolutionerende vindmølle, fortæller Brian Enevoldsen.