Gå til hoved-indhold
14. juni 2017 - kl. 09.06

Håndbold: Vendsyssel og FfI styrker samarbejdet

  • 1 af 2
    FOTO: Jan Bjeldbak
  • 2 af 2
    Direktør Jan Hansen, Vendsyssel Håndbold, cheftræner Jacob Voldby, Vendsyssel Håndbold, og FfI's U18-træner Flemming Boesen skal arbejde endnu tættere sammen i fremtiden.
Af: Kanal Frederikshavn

Hvordan sikres et struktureret og attraktivt træningsmiljø for 15-18-årige håndboldspillere fra hele Vendsyssel? Det spørgsmål har en arbejdsgruppe i FfI-regi arbejdet på et stykke tid, og inden længe skal oplægget præsenteres for interesserede spillere.

- Det er vores mål at have hold, som er med på højeste niveau, og hvis vi skal med helt op og matche de store klubber, bliver vi nødt til at samle talenterne fra området. Det vil vi gerne være med til, fortæller Nicolaj Horn, formand for FfI Håndbold.

- Dette er ikke et klub-projekt. Det er et håndbold-projekt, og blandt andet derfor er det vigtigt at understrege, at der er plads til alle. Både elite og bredde. Der er plads til dem, der gerne vil træne rigtig meget, dem der vil træne to gange om ugen, og dem der bare vil spille hyggebold. Dette projekt skal medvirke til, at så mange af lokalområdets ungdomsspillere fortsætter i håndbold, fastslår Nicolaj Horn.

Ansættelse af talent- og udviklingskoordinator

For at få det hele til at gå op i en højere enhed skal der tilknyttes en person, der har fokus på dels samarbejde mellem holdene og dels har fokus på individuel udvikling af hver spiller. Den rolle er tiltænkt Jan Bjeldbak, som i forvejen koordinerer FfI's indsats i forhold til folkeskolens talentsportsklasser og ungdomsuddannelserne

- Hver enkelt spiller skal have lavet en handlingsplan med fokus på, hvad spilleren skal arbejde med teknisk, taktisk og fysisk for at udvikle sig optimalt. Et arbejde, der naturligvis skal ske i tæt samarbejde med holdtræneren. Der skal også kobles kostråd og fysisk træning på projektet, supplerer Jan Bjeldbak.

For at komme i gang hurtigt satses der i første omgang på pigesiden, hvor Vendsyssel Håndbold som flagskib i Vendsyssel skal være træningspartner for udvalgte ungdomsspillere. Det er vigtigt, at ambitiøse spillere kan komme op og snuse til 1. divisionshåndbold både til træning og måske endda til kamp.

Lene Kragh har ansvaret for samarbejde med Vendsyssel

Tidligere ligaspiller og nuværende bestyrelsesmedlem i FfI, Lene Kragh, har i arbejdsgruppen ansvar for netop samarbejdet med Vendsyssel Håndbold, og hun ser frem til, at flere U16- og U18-piger kontinuerligt får mulighed for at prøve sig af.

- Vi regner med, at alle spillere skal træne opad, det vil sige U16-spillerne træner med U18-spillerne, og U18-spillerne træner med Vendsyssel Håndbold eller med 3. division damer. Det er vigtigt, at træningspassene og udfordringerne er tilpasset den enkelte, siger Lene Kragh.

Næste år er det planen, at drengesiden skal tilbydes et setup magen til pigernes. I drengenes tilfælde er det FfI's 1. divisionsherrer, der skal skabes samarbejde med.

Vendsyssel-direktør: - Spændende tanker
Direktør i Vendsyssel Håndbold, Jan Hansen, hilser arbejdsgruppens idéer velkomne.

- I Vendsyssel Håndbold synes vi, det er spændende tanker, og vi har jo et naturligt samarbejde med FfI, da vi spiller på deres licens, siger direktør Jan Hansen.

- I Vendsyssel Håndbold har vi p.t. 13 samarbejdsklubber, og vi understøtter dem med de tiltag, de laver og selvfølgelig inden for de ressourcer, vi har til rådighed. Vi håber i fremtiden, at der kan skabes et større samarbejde på tværs mellem klubberne således, at man i fællesskab skaber et miljø, der tiltrækker og fastholder spillerne i Vendsyssel, udtaler Jan Hansen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...