Dennis Ceylan: Jeg troede, at jeg ville dø som ung
Det var en sød, smilende og tiltalende ung mand, som mandag eftermiddag hilste pænt på kunderne i Føtex i Frederikshavn.
Det var ikke lige til at se det, hvis man ikke vidste det, men den unge mand var bokseren Dennis Ceylan, som lørdag aften håber på at skrive sig ind i historiebøgerne.
Han skal i Arena Nord i Frederikshavn bokse om den ledige EM-titel i fjervægt. Han møder briten Ryan Walsh i det, som utvivlsomt bliver danskerens hårdeste opgave indtil videre i bar overkrop.
Dennis Ceylan har muligheden for at tilslutte sig en klub af danske EM-helte, som blandt andre tæller Jørgen Hansen, Gert Bo Jakobsen, Jesper D. Jensen og Bredahl-brødrene.
For at gøre lidt reklame for kampe skrev Dennis Ceylan autografer i Føtex. Det var også muligt at vinde præmier. Michelle Jespersen blev den heldige vinder af en gavekurv fra Føtex, mens Diana Jensen og søn samt Emma Sørensen vandt to billetter til Nordic Fight Night i Arena Nord.
- Jeg havde måske ikke levet i dag, hvis ikke jeg var begyndt til boksning. Jeg havde enten været død eller dybt kriminel. Jeg voksede op i et miljø med stoffer og kriminalitet, og den vej kunne jeg også have taget, siger 27-årige Dennis Ceylan.
Han tilbragte sin ungdom på forskellige institutioner i Aarhus, efter han blev fjernet fra sit hjem som otte-årig, fordi moren var stofmisbruger.
- Jeg har altid levet én dag ad gangen, og jeg troede, at jeg ville dø ung. Man kan sige, at mit liv begyndte, da jeg begyndte til boksning. Boksning har givet mig en retning i livet.
Det var de legendariske Rocky-film, der inspirerede ni-årige Ceylan til at blive bokser. Historien om underdog’en, der bliver verdensmester i boksning, skabte grundlaget for at komme i gang med sporten.
- Rocky var klar til at dø for sin ven, der var blevet slået ihjel af Ivan Drago. Det var en smuk historie. Han kæmpede for at gøre andre stolte, og det kunne jeg godt relatere til, siger Dennis Ceylan.