Gå til hoved-indhold
03. maj 2024 - kl. 13.05

Bangsbo Frejas cheftræner i serie 3 siger op efter kun fem kampe

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Efter bare fem kampe i spidsen for Bangsbo Frejas førstehold i serie 3 er Brian Jacobsen færdig som cheftræner. Det bekræfter både Brian Jacobsen og klubbens næstformand, Kim Birk Larsen.

Brian Jacobsen har selv valgt at sige op.

- Der er flere årsager, men det ønsker jeg ikke at komme ind på. Det må bestyrelsen gøre, hvis de har lyst til det, siger Brian Jacobsen til Kanal Frederikshavn.

Han var på sidelinjen, da Bangsbo Freja i aftes spillede topkamp ude mod Vodskov IF. Her tabte Bangsbo Freja 1-5, men det var hverken kampen eller resultatet, som fremprovokerede en opsigelse.

Brian Jacobsen overtog inden denne sæson ansvaret for klubbens førstehold fra den mangeårige cheftræner Brian Kristensen.

Bangsbo Freja er kommet fornuftigt fra start i serie 3 (pulje 25). Holdet er noteret for ni point efter fem kampe og indtager tredjepladsen.

Kim Birk Larsen bekræfter, at Brian Jacobsen har sagt op, men han ønsker heller ikke at fortælle, hvad baggrunden for opsigelsen er.

- Vi skal lige have vendt stiuationen i bestyrelsen, og så handler det om hurtigst muligt at finde en afløser. Tiden må vise, om det bliver en midlertidig eller permanent løsning, udtaler Kim Birk Larsen.

Bangsbo Frejas næste kamp i serie 3 er på onsdag 8. maj hjemme mod Sulsted IF.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...